Humanistisk fag
Sprog, litteratur og medier
Dansk er et fællesfag på A-niveau, som du har alle tre gymnasieår. Faget dansk er et bredt fag med tre overordnede områder: sprog, litteratur og medier, som vi hele tiden sætter i spil på forskellige måder. Som ny elev vil du kunne genkende mange sider af danskfaget fra grundskolen, men omvendt vil du også møde nye måder at arbejde på. Én af de ting, som er væsentlige for danskfaget, er, at vi lader faget tage farve af de andre fag, som du har valgt i din studieretning. Så dansk arbejder tæt sammen med de øvrige fag - ikke mindst omkring skriftlighed.
Når vi læser litteratur, så er der fokus på at få et overblik over litteraturens historie i Danmark og det øvrige Norden - og vi interesserer os grundlæggende for, hvad litteratur kan gøre ved og for mennesker, og hvordan den gør det. Vi arbejder med tekster fra både fortid og nutid, og vi arbejder med mange forskellige temaer.
I arbejdet med det sproglige sætter vi fokus på, hvordan den mundtlige og skriftlige kommunikation mellem mennesker kan fungere godt eller kan bryde sammen - vi undersøger, hvordan vi hver især kan forbedre vores evner til at kommunikere, og hvordan vi kan blive bedre til at gennemskue andres kommunikation, så vi kan argumentere med og mod dem. I dansk fokuserer vi altså på, at du lærer at udtrykke dig klart og argumentere overbevisende.
Medietekster i form af nyheder, film, tv-udsendelser, websider med mere fylder mere og mere i vores liv, og er naturligvis også en del af danskfaget. Her arbejder vi især med at blive gode til at afkode virkemidler for at kunne være kritiske modtagere, men ofte prøver vi også selv kræfter med at bruge filmiske virkemidler eller med at analysere og fortolke fx fiktionsfilm, så vi kan blive klogere på, hvordan de virker på os og skaber gys, gru, glæde eller grin.
Ønsker du overblik over, hvilke fag der giver adgang til bestemte videregående uddannelser, kan du benytte SG-vælgeren
Masterclass Dansk har to forskellige linjer, der skiftevis kører ét år ad gangen:
Masterclass Dansk - forfatterlinjen: Denne masterclass tilbyder en mulighed for kreativ skrivning for dig med lyst til at skrive på andre måder end de traditionelle faglige genrer. I masterclassen lærer du af forfatterne og deres skriveteknikker og udvikler dig som skribent.
Masterclass Dansk - litteraturlinjen: Her dykker vi som studiegruppe ned i moderne og klassisk verdenslitteratur og i forskellige tilgange til litteratur: analytiske tilgange i værklæsninger og affektive tilgange i shared reading-sessioner. Vi er funderet i samarbejder med litteraturens fødekæde: Aarhus Universitet og Københavns Universitet, Lindhardt & Ringhof Forlag og Praxis Forlag samt folkebiblioteket Dokk1. Her får masterclass-eleverne indsigt i de organisationer, der producerer, formidler og forsker i litteratur, og i hvad man som litteraturinteresseret kan arbejde med på sigt.