I starten af 1.g

Almen sprogforståelse (AP)

Almen sprogforståelse (AP) er et obligatorisk fag i grundforløbet og fungerer som en introduktion til det sprogfaglige arbejde i gymnasiet

Almen Sprogforståelse Sprogvæg Silkeborg Gymnasium

Formålet med faget er at give dig den basale teoretiske og historiske viden og praktiske og analytiske kunnen, man skal have, når man skal beskæftige sig med sprog i gymnasiet. Derudover skal faget også være med til at danne grundlag for dit endelige studieretningsvalg.

Kurset er organiseret i to parallelle forløb, en almen del og en latindel på hhv. 14 og 15 lektioner. Almendelen består igen af en grammatikdel på 8 lektioner, som du typisk har med din engelsklærer, og en del, der handler om sproget i funktion, på 6 lektioner, som du normalt har med din dansklærer. Du følger begge dele sideløbende og sammen med din klasse. Samtidig med almendelen følger du et latinkursus med en lærer, du som regel kun har til dette.

I grammatikforløbet får du genopfrisket og udbygget din viden og kunnen med hensyn til sætningsled og ordklasser. Du lærer de latinske betegnelser for sætningsleddene og ordklasserne, du lærer at foretage en helsætningsanalyse og du lærer at arbejde med ordklasserne såvel i din egen sprogudøvelse som i en sproglig karakteristik af andres tekster.

I den del, du har med din dansklærer, introduceres du til den kommunikationsmodel, der arbejdes med i gymnasiet, til sproget i tale og på skrift, til sproglige genrer og typer af sproghandlinger og til stilistik og sociolingvistik med udgangspunkt i begrebsparret standard og variation.

I latindelen arbejdes der også med grammatik og med sproget i funktion. Du introduceres til de mest basale træk ved latinsk grammatik og sproghistorie, tilegner dig et vist ordforråd og arbejder med forskellige sammenhænge mellem det latinske sprog og den romerske kultur og mellem latin og de moderne europæiske sprog.

Udover de indholdsmæssige mål arbejder man i faget også med sproglige læringsstrategier og med at øve hensigtsmæssige sprogfaglige arbejdsmåder, herunder hensigtsmæssig brug af IT.

Kurset indledes med en screening med fokus på kendskab til sætningsled og ordklasser, der klarlægger elevernes niveau for lærerne, en midtvejsevaluering der giver dig og lærerne mulighed for at vurdere, om der sker fremskridt, og en afsluttende eksamen i alle fagets dele. Eksamenskarakteren kommer til at stå på studentereksamensbeviset og tæller med i det endelige karaktergennemsnit.

 

Fagggruppeleder

  • Hans Balling HB

    Hans Balling (HB)

    hb@sg.dk

    • Dansk
    • Latin
    • Græsk
    • Oldtidskundskab

Studieliv på SG