Værdigrundlag

Historie, identitet og profil

De første gymnasieelever i Silkeborg påbegyndte deres uddannelse i 1907, da Th. Langs Gymnasium blev oprettet som en del af Th. Langs Skoler. De første 70 år var gymnasiet placeret i midtbyen, men med den øgede tilstrømning af elever blev pladsen for trang, og i 1977 flyttede gymnasiet – med personale og elever, bøger og apparatur – ud på Oslovej i de nuværende bygninger, blev overtaget af Århus Amt og fik navnet Silkeborg Amtsgymnasium.

Med amternes nedlæggelse ved udgangen af 2006 blev gymnasiet en statsligt selvejende institution  og ændrede navn til Silkeborg Gymnasium. Siden udflytningen til Oslovej har gymnasiets profil været ”det store gymnasium” - op gennem 80’erne og 90’erne det største gymnasium i Århus Amt og nu det største gymnasium i Danmark. Som et meget stort gymnasium, og som det eneste gymnasium i området, er det fortsat målet at opfylde flest mulige elevønsker om studieretninger og valgfag. Det er vores ambition, at de muligheder, som et meget stort gymnasium giver, skal udnyttes optimalt. Silkeborg Gymnasium har således en særdeles bred vifte af tilbud om studieretninger, valgfag og aktiviteter til eleverne. Gymnasiet skal have en stærk profil på alle væsentlige områder, som fx naturvidenskab, musik, sprog og internationalisering, ligesom der skal være plads til mere specielle tilbud. Vi skal være dygtige til at tage os af den brede mængde af elever, og der skal samtidig være opmærksomhed på både de allerdygtigste elever og på de elever, som har særlig brug for støtte.

Værdigrundlag

Som en moderne skole søger vi at finde balancen mellem på den ene side tradition, historie og fordybelse og på den anden side nyorientering, omstillingsevne og opmærksomhed på fremtidens udfordringer. Vi søger at finde balancen mellem de velprøvede og velkendte undervisningsformer og de nye muligheder, som bl.a. den moderne teknologi giver mulighed for. Såvel undervisningen som skolens dagligliv bygger på følgende værdier:

  • Fællesskab og engagement
  • Respekt og ansvar
  • Dialog og åbenhed.

Gymnasiets opgave

Silkeborg Gymnasiums hovedopgave er at give unge mennesker i Silkeborgområdet en studentereksamen. Skolens målgruppe er elever, som har mod på at lade sig udfordre af faglige problemstillinger, og som har lyst til at forholde sig perspektiverende til stoffet. Gymnasiet skal arbejde for at give eleverne et godt udgangspunkt for deres videre uddannelse. Det betyder, at eleverne skal tilegne sig faglige og sociale kompetencer, som sikrer, at de har mod på livslang uddannelse. De skal således oparbejde faglig indsigt og studiekompetence, så de bliver i stand til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til både selvstændighed og samarbejde er centrale. Gymnasiet skal støtte og fremme elevernes udvikling af personlig myndighed – det vil sige, at eleverne skal lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til sig selv og deres omverden – både den nære og den globale. Desuden skal uddannelsen udvikle elevernes kreative og innovative evner, deres digitale kompetencer og deres kritiske sans. Gymnasiet skal samtidig sikre, at eleverne tilegner sig forudsætninger for at blive aktive borgere i det demokratiske og digitaliserede samfund, som omgiver skolen og eleverne. Det betyder, at undervisningen og dagligdagen på skolen må bygge på de samme værdier, som kendetegner samfundet: åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal lære, at de ved aktiv medvirken både individuelt og kollektivt kan bidrage til samfundets forandring og udvikling.

Studieliv på SG